Balance.

Balance
”Balance”

Det er efterhånden et stykke tid siden at jeg læste om dette års konkurrence i at tage det bedste træfoto;  en konkurrence som har deadline i dag. Forrige år vandt den talentfulde Jonna Jinton,  som i øvrigt er med-dommer  i år. Og da jeg så læste på Jonnas hjemmeside om konkurrencen, tænkte jeg at i år ville jeg være med.

Jeg skal ærligt indrømme at Jonna er én af mine store inspirationskilder, hvad gælder fotograferingens kunst. Det gælder også for naturfotoets alfader, Ansel Adams, fine art fotografen Jonathan Critchley,  danske Kirsten Klein og amerikanske Joyce Tennyson.  Sidstnævnte var jeg heldig nok til at se en udstilling med på Fotografiska for et år eller to siden. 🙂

Men hvilket foto skulle være mit bidrag?
Nu var det jo sådan at vi tilbage i – var det maj – rejste en tur til Finland.
Og én af dagene fik jeg lyst til at gå på opdagelse i skoven omkring hytten med mit kamera.
Der var det smukkeste lys, der blev siet igennem nåletræerne og faldt som et slør over det grønne landskab.

Da jeg nåede til ned til vejen, som slingrer sig forbi den skjulte indkørsel til hytten, så jeg en lille vold, hvor nogle små træer stod. Med de ældre, høje træer i baggrunden, som vagtsomme bedsteforældre. På volden mellem de små væsner var en sten. En plads til mig, tænkte jeg. Jeg fik lyst til, på trods af en monster-hær af myg, at sætte mit kamera og stativ op. Lege lidt med det hele. (Af erfaring har det vist sig at det bedste resultat sker når det er en legende og ikke for alvorlig, præstations-præget proces.)
Snart var der en hær af myg efter mig, hvorfor jeg ikke tænkte så meget men bare trykkede på fjernbetjeningen ind imellem jeg forsøgte at afværge mygge-angreb.
Det var midt i et sådant mygge angreb, at ovenstående foto, mere eller mindre ”tilfældigt” opstod.

Bagefter, da jeg kom hjem og tjekkede resultatet, så jeg til min overraskelse at det på ét af billederne så ud til at træerne holdt mig oppe. I balance. Og ikke nok med det, indså jeg, alting hjalp mig; træerne, stenen, lyset, myggene…
Alt er vi del af samme store, vidunderlige netværk. Samme balance.

Og så lidt om efter-arbejdet. Processen, denne gang, var faktisk sjov! Det har aldrig rigtig tiltalt mig at sidde længe ved pc’en for efter-redigering men denne gang gjorde det mig intet – og eftersom jeg blev ganske tilfreds med resultatet var det win-win. En del af min modstand mod at sidde og redigere har været grundet i mangel på tekniske færdigheder med eks. Photoshop, en anden ovenfornævnte præstationspres frem for glæde og leg.

Men jeg er blevet hjulpet så meget – i hele redigerings-processen også – så jeg bliver nødt til lige at nævne det og sende min taknemmelighed ud.
Jeg har:

1. fået lov at låne min svogers Creative Cloud-konto🙏 (Tusinde tak, Johan!) og har dermed adgang til Photoshop og

2. modtaget, for ikke længe siden, et foto-magasin (som jeg får gratis) med redigering-vejledning til Photoshop, og til netop den retning jeg ville. Og

3. jeg er nået frem til at mit hjem indenfor fotografiet er i naturfotoet/landskabsfotoet, hvor linjen mellem drøm og virkelighed er udvisket.
Som en slags drømmelandskabsportrætter fra en fælles drøm.

Livet er i sandhed magiskt!


It was a while ago that I read about Sweden’s Best Tree Photographer 2016; a competition that ends today. Last year, the talented Jonna Jinton won (whom by the way is a jury member this year). So when I read on her blog about the competition, I thought that this year I’d participate.

Honestly, Jonna is one of my big inspirations when it comes to photography, and ladscape and nature photography in particular. But the same goes for the alfather of nature photography, Ansel Adams,  the fine art photographer Jonathan Critchley, Danish magical realist Kirsten Klein and American Joyce Tennyson. The latter I was lucky enough to see an exhibition with at Footografiska a year or two back. 🙂

But what photograph would be my contribution?
Well, back in May we went to Finland, my little family and I. And one of the first summer days there, I felt like taking a walk in the forest, exploring the area around the cabin along with my camera. There was the most beautiful light, like a veil, sifting through the pines and settling upon the forest floor. 

As I reached the main road, my eye was attracted to a little hill with low, new trees and a flat rock placed amongst them. A perfect place for me, I thought and felt an inclination – in spite of the armies of mosquitoes present in the forest as well – to set up my camera and tripod there. To play around a little. ( By experience I’ve learnt that play instead of performance always gives a better result + is so much more fun.)
Soon enough I had a swarm of mosquitoes around me, and whilst trying to fend them off, I clicked away on my remote. And then, in the middle of one of those mosquito attacks, the picture above happened.

Afterwards, when I came home and checked the result, I was suprised to see that it looked like the trees, by the palms of my hands, were holding me up. In balance.
I realized that everything; the trees, the mosquitoes, the rock, the light… Everything was helping me.
And everthing, myself included, was part of one large network, one balance, which at all times is affecting one another.

Okay – now some words on the post-processing. Normally, I despise sitting in front of the computer, editing. But this time I actually enjoyed it. Part of this resistance rests with my lack of technical abilities with Photoshop but perhaps mostly because photography has been such a perfomance-oriented thing for me. Till now. 🙂

And I want to mention too, how much help I’ve had, actually. In the post-processing as well as in everything else. I have:

1. been lucky enough to borrow my brother-in-law’s Creative Cloud account, which has given me access to Photoshop. 🙂 And

2. received – not so long ago – a photo magazine that had editing-tips in exactly the direction that I wanted (and needed). (!)

3. realized that my home witin photography is nature/landscapephotography combined with a fine-art-black-and-white-sort-of-feel where the line between dream and reality is blurred. Dreamscapes from a collective dream, perhaps.

Life is full of magic!

Comments?

%d bloggare gillar detta: