At lede efter hvaler – del 2. / Watching for whales – part 2.

En musiker jeg mødte ved en surprise-fest forrige weekend, spurgte mig, efter jeg havde fortalt om mit sangskrivnings-samarbejde og luftet en tanke om at skulle lære at spille et instrument: ”Men har du lyst til at spille et instrument?”
Et helt basalt – men vigtigt – spørgsmål, som jeg havde negligeret at stille mig selv.
Og svaret var klart: det stod mejslet ind i den manglende følelsesmæssige respons. Den manglende entusiasme.
Nej. Egentligt ikke.
Og her vender jeg tilbage til spørgsmålet jeg stilte i går – om hvordan vi når ind til vores sande natur.
Jeg tror rejsen starter – og slutter – når vi holder op med at lade som om.
Når vi holder op med at forsøge at være nogen vi ikke er.
Når vi undlader at lære at spille et instrument, som vi ikke har lyst til.
Eller at deltage i et spil (jagten på status, prestige, penge) som ikke giver noget af værdi.
Når vi undlader at gøre dét som kommer fra hovedet, og i stedet handler på dét der kommer fra hjertet.


The previous weekend, at a suprise party for my husband’s cousin I met a musician. We came to talking and I told him about my song-writing collaboration and aired a thought I’d had about learning to play an instrument. 
He asked me: ”But do you want to learn how to play an instrument?”
A very basic question. One, I’d neglected to ask myself.
The answer, clear and immediate, echoed from long-stretching halls within : no. Not really.
Which brings me back to the question I posed yesterday as to how we can discover our true nature.
I think that journey begins – and ends – when we stop pretending.
When we stop trying to be someone we are not.
When we give up learning to play that instrument because it wasn’t truly from the heart. When we stop participating in a game (the chase for power, money, prestige etc.) that can give us nothing of value.
When we stop doing what is merely intellect-based and start doing what originates from the heart. 

Comments?

%d bloggare gillar detta: